"Fidelibom, fidelibam! Den der er skaldet, må re´sin madam! Fidelibam, fidelibom! Den tosse er klog, der ved han er dum!" Halfdan R.

tirsdag den 2. december 2008

Noget om Joule-tiden

James Prescott Joule levede i 1800-tallet og var fysiker. Han formulerede den 1. termodynamiske lov, den om energiens konstans. Denne lov er ikke ganske uden relevans for dette indlæg, men vigtigere er det at James lagde navn til meget af der står med småt på fødevaredeklarationerne. Det drejer sig om enheden "joule", i denne sammenhæng som oftest "kJ" = kilo-Joule. Sådan nogen bruger man til at måle energi med, "kalorier" er nu passé for de der er inde i sagerne.
Vi skal jo alle have energi, helst 10-15.000 kJ om dagen for en voksen. Det får de godt nok ikke alle sammen i de fattige lande, men lad os holde dem uden for. Når vi sidder ned og gasser den, bruger vi ca. 400 kJ i timen. Når vi rigtigt anstrenger os, for eksempel cykler op ad bakke eller boller, bruger vi nemt 3000 kJ i timen (hvis man ellers kan bolle en hel time).
Og så er vi ved at nærme os. På den leverpostej jeg skal have spist senest i overmorgen, står der at 100 g indeholder 870 kJ. Der er også masser af kJ i smør, rugbrød, sky, champignons, øl og snaps. Således kan et godt stykke smørrebrød indtaget på behørig herrevis nemt fylde godt over 1000 kJ på motoren. Og til en rigtig god frokost hører jo mindst en 5-6 stykker godt belagte. Altså har man efter en sådan fået mindst det halve af den behørige dagsration, alt efter om man drikker almindelig eller stærk øl til (og selvfølgelig hvor mange man hælder ned).
Og så viser et hurtigt regnestykke at man enten skal cykle op ad bakke eller bolle i mindst to timer for at have forbrændt det hele (DER var den 1. termodynamiske lov!). Man kan selvfølgelig også danse breakdance i samme tidsrum. Men HVEM orker det efter sådan et gilde? Nej, vel? Men så laver vores af evolutionen fornemt tilpassede krop alle disse kJ om til fedt, som er det mest energiholdige af de organiske stoffer. Og det deponeres så mestendels i vommen, lårbasserne og røven. Noget af det bevirker selvfølgelig også årforkalkning med videre, men lad os nu ikke gøre det alt for uhyggeligt.
Men tilbage til mr. Joule, hvis navn har en påfaldende lighed med betegnelsen for en nært tilstundende højtid. Ja, nu ved man jo, at ordet "jul" overhovedet ikke har noget at gøre med kristendommen. Det er et godt gammelt germansk og hedensk udtryk for solhvervstiden, muligvis beslægtet med "hjul". Og på rigtigt oldgermansk skulle det have heddet "yule", og så er vi ved at være tæt på. Og her fra står det så enhver frit for at fortsætte de entymologiske studier.
Ja, nu har jeg nok været for tør og teknisk, så lad mig i stedet entre min Pegasus og flyve bort på poesiens vinger. Vær så god: En lille opbyggelig sang:

Glade Jul, masser af Joule

Melodi: "Glade jul, dejlige jul"

Glade jul, masser af Joule
Andesteg og flæskesul
Ingen fibre og kerner og grønt
Det vi æder ved Gud er skønt
Livet er fedt - halleluja
Livet er fedt - hallelu

Julefryd, skål er en dyd
Iskold snaps fra falsken byd!
Det er englelyd når det si´r kluk
Julemaden skal følges med druk
Evig vor alkoholtrang
Evig vor alkoholtrang

Fred på jord, lysten bli´r stor
Drengerøven i os bor
Damer vugger med barmen så smukt
Men vor kraft forlængst er opbrugt
Salig i bægrenes klang
Salig i bægrenes klang

Salig fred, vommen er bred
Timerne de bare skred
Tømmermænd får vi ganske bestemt
Og Joulerne, de er ikke forbrændt
Fryd dig som ikke er frelst
Fryd dig som ikke er frelst

Og så skal det lige med at en almindelig, svag pilsner indholder ca. 500 kJ. Således giver et indtag på 20 om dagen nok energi til at holde kroppen kørende - i hvert fald et stykke tid.




Ingen kommentarer: