Noget om "Hvem?"

Hvem var Niels Dahl? Hvem var Peter Børge Overdal Brøndekær Larsen? Hvem er jeg?
Sådanne spørgsmål kan der jo i grunden ikke svares på, i hvert fald ikke sådan rigtigt præcist i detaljerne. Ethvert menneske er en gåde, og det er netop noget af det der gør livet som menneske så spændende.
Men man kan da prøve at nærme sig et svar ved at se på det pågældende menneskes PRAKSIS, altså det liv det har levet og hvordan det pågældende menneske fortæller om det. Sådan en bestræbelse bliver man aldrig rigtig færdig med, men lidt klogere kan man vel blive hen ad vejen.
Niels Dahl var født i 1890 (samme år som Ho Chi Min) et eller andet sted i Nordjylland. Han fortalte at han som barn havde skulle spise af samme skål (formentlig med en eller anden form for grød) som de andre, temmelig mange børn i familien. Han fortalte også om hvordan han tit måtte fryse om vinteren når han lå der i sengen sammen med de andre søskende., og så måtte de ud med bare fødder i TRÆSKO for at finde noget brændbart at smide i kaminen, eller hvad det nu hed. Altså var han en regulær fattigrøv, vel en af dem som Aaakjær, Skjoldborg, Pontopiddan med flere har beskrevet så fremragende i deres tidlige produktion.
I det Dahl´ske hjem var man baptister. Man kan så spekulere over hvor længe slægten havde været det. Baptismen, ligesom så mange andre af disse alternative kristne retninger, kom til Danmark (mest fra USA)omkring 1870erne. DA var der også kapitalistisk krise så det forslog, og måske kan man der, ud fra en historisk materialistisk analyse (som absolut ikke ligger mig fjern), findes en forklaring på fænomenet.
Efter at have bumset lidt rundt og udstået sin militærtjeneste ved dragonerne i Næstved, endte han i Roskilde. Her fik han sig så en kone og et hus på Københavnsvej der fik det smukke navn "Villa Solglimt". Familien blev så forøget med fem børn, men så døde Helga, altså konen, og stakkels, halvgamle Niels (nå-ja, da var han kun 65 år) var vist lidt ensom. Så mødte han min faster, Anne Marie (50 år og gammeljomfru så vidt jeg ved), og de blev så gift og cirka der fra kommer jeg så ind i billedet. Niels Dahl blev så til "Onkel Niels" for mig. Niels lærte mig at spille skak og jeg kom meget i "Villa Solglimt" i 60erne. På den tid var jeg vist også lidt svagelig efter diverse operationer for kronisk mellemørebetændelse. Jeg trængte vist til - efter den tids visdom - at blive fodret godt op, og hvis der var nogen der kunne klare det, så var det min faster, der var uddannet økonoma. Og så spillede jeg ellers skak med Niels og hørte på alle hans gode historier, og så gik vi ellers om søndagen til gudstjeneste i Baptist-kirken i Roskilde, formentlig den kirke jeg har været flest gange i.
Men efter alle disse mellemregninger´skal vi nu have Niels Dahl i fokus.
Når vi skulle spise et måltid, startede Niels altid med en lille, kort bordbøn:
"I Jesu navn går vi til bord
At spise, drikke på hans ord
Vor Gud til ære og os til gavn
Så får vi mad i Jesu navn!"
Ja, bare sådan, udtrykkende fattigrøvens basale taknemmelighed over at man nu igen får noget i skrutten. Det kan I så godt pege fingre og grine af, jer velaflagte, småborgerlige moderne superforbrugere. Men for Niels og hans ligesindede var det vel også et lille ritual der førte tankerne videre til hvor det næste måltid skulle komme fra. Ikke fordi Niels, da jeg kendte ham, specielt behøvede at tænke på det, men han kendte altså fra barndommen til det at sulte.
Og så var Niels, som han udtrykte det, "glødende" socialdemokrat. Når DET skulle uddybes, kom altid Steinckes socialreform fra starten af 30erne på banen. "Ja, før da kunne de gamle bare sidde og hoste til de døde...". Selv Jens Otto Krag kunne Niels finde sympati for. Når nogle af os - ja, vi var meget unge dengang - fremførte noget om hans noget arrogante optræden var Niels der med det samme: "Nå, og hvad mener I så om Poul Møller?", og en smule ret havde han jo. I øvrigt var hans aboslutte favorit i nyere tid (ingen kunne selvfølgelig matche Stauning!) H. C. Hansen. "Ja, HAN kunne forklare det så selv en arbejdsmand kunne forstå det!".
Alt det der med Vietnam-krigen i 60erne havde Niels det vist svært med. Han fastholdt dog at han "holdt af Amerika", lige som han også uforbeholdent var på Israels side i seksdages-krigen i 1967: "De får aldrig bugt med Israel - Herren kommer sit folk i hu!". Da der senere kom flere detaljer frem om bemeldte krige, forholdt han sig ret tavst. Men det må jo heller ikke have været nemt grundlæggende at skifte standpunkttil sådan noget når man var på vej op i 80erne. Min pointe i ovenstående og det følgende er at den gamle fattigrøv og arbejdmand fra Nordjylland blev ved med åbent at fremsætte sine uforbeholdne meninger. Han var absolut ikke "lunken". Da jeg i anden halvdel af 6oerne blev en bumset ung mand med egne ideer, i høj grad - men ikke kun! - inspireret af tidens tanker, havde jeg i Niels - og faster Anne Marie, ikke at forglemme - en form for meget jordbundent modspil. Ja, nogle gange syntes jeg selvfølgelig de var ÅNDSSVAGE, men jeg holdt alligevel af deres enkle, men konsekvente hjertevarme og gæstfrihed, faktisk kunne jeg ikke rigtigt undvære den og så på en måde frem til de årlige (mindst) to uger i Villa Solglimt.
Jo, men Niels kunne godt blive gal, men han havde en ventil til at lukke gassen ud. Var han rigtig kommet op at køre i forhold til en eller anden persons udskejelser - og han havde altså temperament! - ville han som regel pludselig sætte sig ned i lænestolen og stille sige: "Ja.ja...dømmer ikke, dømmer ikke...". Det gjorde han for eksempel også engang da jeg førte mig MEGET kraftigt frem om USA forbrydelser i Vietnam.
Og så kunne Niels også engang i mellem få sig en tår over tørsten. "Nå, hvad", sagde han så "Det er ikke hvad der går i bugen af mennesket der gør det ondt, men hvad der bor i hjertet". Og når den blev helt gal og han i en ordentlig koger skulle op næste morgen og spille cornet i Baptisternes hornorkester: "Nå, hvad, så spiller vi bare ´han der har hjulpet her hid indtil, han hjælper nok herefter`". I øvrigt dukkede bemeldte hornorkester alle mand op til min 7-års fødselsdag op i vores hjem i Buddinge og blæste mig en lang march (de havde vist haft et eller andet engagement i Kongens Lyngby for inden). Ha! Det er der absolut ingen der glemmer af dem der stadig i live, slet ikke naboerne. Og - hold kæft!- hvor skulle min stakkels mor brygge meget kaffe - bajere drak de jo ikke, altså sådan officielt (ja-ja, hun fortalte mig meget senere meget om denne specielle oplevelse. på selve tidspunktet var jeg absolut fokuseret på tubaisten). Ham Niels var åbenbart også noget ved musikken...
Og så var Niels gartner. Ja, altså ikke udlært sådan, men med mange års arbejde bag sig som gartnerarbejdsmand, de fleste ved det daværende psykriatiske hospital Skt. Hans. Som han sagde: "Ja, jeg har arbejdet 30 år Skt. Hans. Kan man mærke det på mig?". Bag Villa Solglimt havde Niels en særdeles velplejet køkkenhave, der vist nærmest kunne forsyne hele husholdningen med frugt og grønsager, alt efter årstiden. Jeg kom der jo mest i jordbærsæsonen - oh! salighed! - og sådan nogen blev selvfølgelig serveret med piskefløde, hvad ellers? Indenfor var der altid friskplukkede blomster på bordet, for, som Niels sagde: "Blomsterne, det er Guds smil til menneskene." Og så havde Niels selvfølgelig en singleplade med "Den gamle gartners sang", den med Hans Kurt og Birthe Wilke. Den blev spillet temmelig ofte, og jeg kan stadig huske det meste af teksten - det hænder endda stadig at jeg tror jeg kan synge den når jeg er i brusebad.
Og så var der det med tolerancen. Som tiderne udviklede sig i 60erne, kom der jo efterhånden mange nye, sære menneskelige fænomener ind i vores alle sammens tilværelser, også Niels´s. Min faster indrettede i 60erne Villa Solglimt til et mindre hotel, der væsentligst servicerede turister. Men, som man med en smule nutidshistorisk indsigt kan forstå, dukkede der også - specielt uden for sæsonen - diverse såkaldte "fremmedarbejdere" op som kunder i butikken. Ja, det var så mestendels tyrkere og de var jo muslimer. Sådanne logerende blev indkvarteret på 1. sal ("loftet" er nok en ´mere præcis betegnelse), hvor der jo tidligere havde skulle være plads til en ordentlig børneflok.
Jeg husker en episode hvor Niels kom ned fra loftet og var usædvanligt fåmælt. Lidt senere kom denne tyrker så ned og Niels undskyldte og undskyldte - "Det vidste jeg ikke, undskyld...". Jeg fandt så senere ud af at Niels havde forstyrret ham midt i en af de påskrevne daglige bønner med hovedet vendt mod Mekka.
Lidt senere, vel sagtens over aftenkaffen, kom det så, meget, meget eftertænktsomt: " Ja, jeg tror nu alligevel han vil blive frelst. Det vil jeg i hvert fald bede for." Er det ikke tolerance?
Og så en af Niels´s yndlingsjokes:
I en landsbyskole er der time i "Bibelkundskab" (det bliver bedre hvis man kan sige det på jysk). Den flinke lærer har lige gennemgået bjergpædikenen, hvor det som formentlig bekendt ender med at Jesus med tre fisk og syv brød (sådan cirka) bespiser en tusindfoldig menneskeskare.
Og så spørger læreren: "Og hvordan tror I så det kan være gået til?"
Efter nogen tøven er der en lille fyr der markerer: " Jeg tror de har spist godt med kartofler!"
Nå, nu er det jo ikke en bog jeg er i gang med at skrive (den kunne ellers godt blive på nogle hundrede sider). Jeg forlod selv kristendommen i 1977 med en udmeldelese af folkekirken. Jeg er simpelt hen ikke til alt sådan noget. Specielt tanken om det evige liv fylder mig med kvalmefornemmelser. Jeg synes den chance ("Livet er da en gave!", sagde Niels) vi alle sammen har fået må være nok. MEN...Niels har alligevel fået en form for efterliv, i og med at han stadig på en eller anden måde lever oven i bolden på mange af os. Sådan håber jeg da også at jeg får lov til at leve lidt længere end mit skrøbelige kød tillader.
Og så er der altså det der med den STORE overskrift over de bedste og heldigvis meget udbredte verdensopfattelser i verden i dag: HUMANISMEN! Kan vi bare opføre os ordentlig og anstændigt overfor hinanden, har vi nået målet for den absolutte bottomline. HVORFOR vi gør som vi gør er en spændende diskussion, men den kan vi vi først rigtig tage når vi i PRAKSIS har vist vi kan leve sammen.
Niels, fattigrøven, bonderøven og arbejdsmanden fra Nordjylland var den første der viste mig hvordan sådan noget kan praktiseres.

Noget om havregrød

I min barndom lavede vor mor havregrød til vores morgenmad. Det vil sige til min bror og mig, jeg tror ikke hun selv spiste det, og min far var vist dengang for stresset til at få ret meget ned om morgenen før han fes af.
Vores mor satte havregrynene i blød i en passende mængde vand (med salt, går jeg ud fra) i en gryde om aftenen inden hun gik i seng. Næste morgen var det så bare på komfuret og røre rundt, og så var den lune grød klar når min bror og jeg havde fået pisset af, puret noget vand i hovedet og fået tøjet på. Ret meget mere gjorde man ikke i den tidlige morgen dengang i 50erne. Morgenbrusebad med hårvask, neglerens, hudormeudklemning, Valderma-påspøring med videre hører en senere tid til.
Nå, vi spiste pligtskyldigst vores havregrød, oven i hvilken vi dryssede sukker og fik en smørklat - slut prut! Og der til et glas mælk, appelsinjuicen var ikke opfundet endnu. Jo, vi fik vist også nogle vitaminpiller, hvilket var noget ret nyt dengang. Ja, en overgang ville vores far også have os til at tage en spiseskefuld torskelevertran, men i længden kunne selv han altså ikke opretholde og kæmpe den slags tortur i gennem.
Vores mor, der var fra landet, ekscellerede i øvrigt i alle mulige slags grød som vi mest fik serveret til dessert om aftenen: Rød-, stikkelsbær-, jordbær, -vand-, - risen-, sveske-, æblegrød og sikkert flere jeg ikke husker. Der til fik vi normalt mælk over, i sjældnere tilfælde fløde. Jeg mener at kunne huske at vi normalt spiste det uden de større protester, noget af det mener jeg endda med fornøjelse. Men barndommens minder kommer jo ofte til at stå i et overdrevent blidt og sympatisk skær. Men måske er det al denne havregrød og alle mulige andre former for grød der har gjort at min bror og jeg i vores modne alder er rimeligt sunde og raske, trods en ind i mellem ret udsvævende livsform.
Men...efter jeg jeg flyttede hjemmefra og så selv kunne bestemme over serveringen, røg "grød" helt uden for horisonten. Jeg spiste det simpelthen ikke og fik det selvfølgelig heller aldrig serveret rundt omkring hos vennerne (jeg dyrkede IKKE de biodynamiske kollektiver, hvor der vist nok var HIRSEGRØD på menuen!). Min mor holdt vist også op med at producere grød. På sine gamle dage indrømmede hun dog, at hun ind i mellem kunne få lyst til at købe og spise noget af det præfabrikerede "grød" supermarkederne har på hylderne. Ja, jeg går sandelig også ud fra at det er sådan nogle nostagiske pensionister der er målgruppen for vore dages grødfabrikanter.
Men...for en cirka 15 år siden fik jeg pludselig et indfald nede i Brugsen da jeg så en pakke "Solgryn". Det var i en af mine mange fattigrøvs-perioder. Der var lige nøjagtig råd til den livsnødvendige tobak og rødvin og så ikke meget mere, slet ikke til røde bøffer. Der var dengang også meget snak om "havregrødsgenerationen", altså de stakler der dengang måtte købe deres hus/lejlighed med lån til tårnhøje renter, hvilket bragte dem i samme dagligdags situation som mig, selv om min nu var afstedkommet af så meget andet. Så jeg kom til at tænke på at ind i mellem kunne man måske godt undvære de der 200 gram kød om dagen...(hvis man ellers fik sin tobakl og rødvin).
Altså købte jeg en pakke havregryn og gik hjem og eksperimenterede med tillavningen, hvor jeg prøvede at gøre som der stod på pakken, og selvfølgelig spekulerede på hvordan min mor havde gjort det (selv som jeg jo i grunden aldrig rigtigt havde set det, da jeg jo tog tøj på mens det skete). FY FOR POKKER!!!! Hvordan kunne min mor dog have serveret SÅDAN NOGET for os? Og HVORDAN kunne vi dog have fået det ned? (ok, jeg havde ABSOLUT heller ikke og ALDRIG SØDMÆLK i køleskabet dengang - og det har jeg heller ikke haft senere. Gæster der vil have sådan noget i kaffen hos mig, må nøjes med piskefløde) Første udgave røg i køkkenposen...og så gik jeg alligevel ned og købte en pizza.
Men jeg gav ikke op. Hvordan jeg fik ideen, ved jeg i grunden ikke, men man siger jo at nøden (NU var der næsten ikke flere penge før næste udbetaling fra A-kassen om en uge!) bryder alle love (og skullekunne få en nøgen kvinde til at springe over hovedgærdet hvor det er lavest, men det er vist en helt anden historie....eller hvad?).
Efter nogen eksperimentering kom jeg frem til denne udgave af havregrød:

2 dl havegryn
5 dl vand
1 tsk. salt
2 biri-biri chilifrugter - tørrede, selvfølgelig

Det hele bringes i kog OG omrøres HELE tiden i ca. 5 minutter.

Derefter tages grøden af bluset og tilsættes

1 spsk. smør
1 spsk. honing
1 håndfuld rosiner

Så rører man godt rundt i grøden og spiser den sammen med noget frugt, normalt et æble, muligvis en pære, og der til drikker man noget godt saftevand (man kan godt bruge dem fra Rynkeby og dem de sælger i Netto, men jeg anbefaler at presse en citron ned i en kande saftevand af disse produkter).
Jeg har desværre ikke fundet frem til nogen form for alkoholisk drik der matcher denne ret. Ok, det går måske lige med en sød kryddersnaps lavet på kirsebær eller jordbær. Nå-ja, jeg har da også lige prøvet at tage en bornholmsk "honning-syp" til, det går også rimeligt godt sammen. Men saftevanden er vist uundværdlig. Måske der findes en sød rosé der kan bruges, men så langt er jeg ikke kommet i eksperimenterne.

I den første del af processen, altså kogefasen, kan man også smide et par fad hvidløg ned til havregrynene. Men højst to, hvis man da ikke er helt vild med hvidløg (og ikke man har en partner man umiddelbart efter skal kysse). Biri-Birifrugterne kan også erstattes af en spiseskefuld Sambal Olek, eller noget ikke alt for sød Chili-sovs (ellers kan man godt undvære honningen).

Men det skal understreges at denne ret IKKE er velegnet som normal morgenmad! Jeg har spist den i årevis som aftensmad mindst en gang om ugen, og oftest mandag-tirsdag, hvor legemet trænger til svægelse efter weekendens udskejelser (og man vel har konstateret at man skal spare lidt efter at have tjekket kontotrækket via netbanken). Og - OHHHHH! - hvor det hjælper. Der går højst en en time efter indtagelsen før man er klar til lokummet med et eller andet obskurt blad i hånden. Anders And eller Søndagsavisen er udmærkede til formålet. Man kan selvfølgelig også bare læse tilbudsaviser: Hvor er det næste tilbud på havregryn?

Til havregrød som morgenmad vil man nok nøjes med 1 dl havregrød til 2½ dl vand. Jeg HAR prøvet, så jeg må advare: Det sætter altså gang i peristaltiken. Engang, efter at have indtaget et sådan måltid havregrød om morgenen, var jeg i S-toget på vej til arbejde i Ishøj. Jeg var simpelt hen nød til at stå af på Friheden, heldigvis havde jeg en enkrone til toilettet. Så jeg holder mig altså til ostemadderne og yoghurten om morgenen.

Men ellers kan en sådan lille portion havregrød godt være smart i visse situationer, som alle kender til. Jeg fandt på det da jeg skulle til et party hos nogle gode venner som ikke er de største organisatoriske genier. Jeg var sikker på at der nok skulle være rigeligt af sprut, men den mere bastante føde ville nok være en del forsinket. DEN kender I godt, ikke? Ergo, jeg lavede en lille portion havregrød (sådan cirka den omtalte "morgenmadsversion") og indtog den inden afgangen. Og jeg blev først rigtigt vrøvlet på den anden side af midnat, så vidt jeg da selv husker... Tricket har jeg brugt mange gange siden.

Nå, alt det her er afstedkommet af at jeg læser at smarte caféer i Danmark nu serverer havregrød som morgenmad, eller måske rettere, som det hedder på nudansk: "Brunch". Ja-ja, havregrød er altså en gammel nationalret i Danmark og det har den været i næsten hundrede år, siden man i starten af forrige århundrede begyndte at sælge "valsede" havregryn. Bare læs på bagsiden af "Solgryns"-pakkerne: Det hedder sgu stadig "valsemøllen", vist nok i Svendborg eller omegn. Målgruppen dengang var formentlig bonderøvene der var kommet ind til byerne og blevet lavet om til en ludfattig arbejderklasse. Noget skulle disse stakler jo have at spise, så hvorfor ikke? Sådan rigtigt ude på landet i "gamle dage" blev det stort set kun brugt til at fodre heste med.

Nå, alt sådan noget kan man læse meget mere om ved at følge dette link til en klog kones betragtninger:

http://www.jak.dk/forening/blad08/z2_08_havregryn.htm

Og så kan vi jo også lige tage en klassisk vits, kørende på modsætningsforholdet mellem englændere og skotter:

To sådanne mødes og snakker om havregryn. Skotten fortæller, at hos dem bruger man dem til "Oat Meal Porridge" (= havregrød)
Englænderen: "Ha! Ja, hos os bruger vi kun havregryn til at fodre heste med!"
Skotten: "Ja-ja, men du ved vel også at englænderne har de bedste heste, skotterne de bedste mænd!"

Og så bruger nationalskjalden også emnet for denne tekst som en sjov metafor for det danske sprog når det kommer til dets udtale:

"Hver fremmed mand som prøver at magte hendes sprog
han syn´s det lyder lissom det var havregrød i kog"