"Fidelibom, fidelibam! Den der er skaldet, må re´sin madam! Fidelibam, fidelibom! Den tosse er klog, der ved han er dum!" Halfdan R.

onsdag den 12. maj 2010

Mad og going Mad!

Jeg hilser hermed det publikum jeg aldrig har haft, efter et fravær i ca. et år. Ja. der kan jo i sagens natur ikke være ret mange der har haft en dybfølt, nærmest helbredssvækkende mangelsygdom pga. min manglende litterære aktivitet. Nåja. der er i hvert fald ikke nogen af mine ret mange ret nære venner der er afgået ved døden siden jeg sidst bloggede her. Sejlivede er de sgu!
Ok, jeg prøver nu så småt igen. Selv om der ikke er nogen der læser det, er det alligevel meget sjovt at krifle løs på denne måde.
Og...kære publikum!...jeg er klar over at jeg i al min usikkerhed har lænet mig for meget op ad én af giganterne: Halfdan - uforlignelig! - og man bør slet ikke så meget som prøve på at efterligne ham. Manden er jo desværre død (dog efter et langt og indholdsrigt liv), så han kan ikke engang protestere. Ok, jeg holder dog stadig fast i titlen på denne blog - den ville Halfdan muligvis også anerkende, håber jeg da (måske ville han endda bære over med en undermåler som mig).
Og et par strofer fra denne nationalskjald ville jeg da også fortsat ydmygst strø ud over siderne. Men ikke mere det der med "Noget om...blablabla..." - nej, jeg er så småt ved at modnes...".
Og lidt prøver jeg da at gå den store mester i bedene. Ak,ja, der er jo så meget der kalder
på nogle kommentarer, så det er næsten umuligt at sætte fokusset.... i dag har jeg dog lige kunne koncentrere mig om den her:

S og SF - Villy og Helle
De si´r det er fair det som skal gælde
Hver ta´r sit ansvar, som man nu bør
Men bare et spørgsmål - sig mig nu - hør!
Skal indkomstens størrelse slet ikke tælle?

Ok, den var nok for nem. Der er selvfølgelig meget mere poetisk stof i disse forhold. Ved SFs landsmøde for nylig (hvor Novos direktør var inviteret som æresgæst!?) udtalte partiets erhversordfører sin fascination over en maskine der kan tørre røv på mennesker. Ja, Halfdan kunne nok have klaret den udfordring, men så stor en skjald er jeg ikke (har nogen et forslag til et rim?). Mit publikum må have tålmodighed, mens jeg arbejder med disse metaforer og analogier - der er simpelt hen for mange af dem til mit lille hovede pt..
Og så skal vi endelig relatere til overskriften, som altså ikke er et forsøg på at bringe engelsk ind i det danske sprog, i hvert fald hvor det ikke har noget at gøre. Nej...Mad! Jeg elsker mad og elsker at lave mad. Ja, jeg flirter faktisk med tanken om at blive en slags madskribent/-journalist - pas på!
Er nu, for første gang i mit liv, flyttet ind i et PARCELHUS med åben jord til alle sider! Ok, mit barndomshjem i Buddinge var et rækkehus, det tæller ikke rigtigt - og i øvrigt var det min mor der suverænt kørte med klatten i den sammenhæng. Og det der med grønsager, gad hun ikke rigtigt.
Nu prøver jeg at få gang i krydderurterne, kørvelen, ruccolaen (faktisk smager skvalderkålen mindst lige så godt) og radiserne - og har sågar sat kartofler (har ALDRIG prøvet det før!). Nå, DET kan jeg så lave en ny blog om - er der nogen der er med?
Men...ja, jeg ser altså også med fornøjelse "Brødrene Price" på DR (det eneste program, bortset fra børneprogrammerne og fodboldkampene jeg gider se - og så er mit TV forresten gået i stykker for et par uger siden :)). Ok, de forklarer hvordan man laver en ommelet - gamle John Price sagde at man bare skulle synge "Den lille nisse rejste", alle tre vers, mens man rørte i ommeletten på panden så var den færdig. Måske, ja, det skal nok være rigtigt.
Tillad mig at slå et slag for den rigtige danske ÆGGEKAGE!!!
Ok, først en anden nationalskjald, Storm Petersen:

"Du, Aggamemnon, hvad ville du gøre hvis du blev millionær?"
"Æggekage, absolut øggekage!"

Til et par personer tager man 4-5 æg. Knæk dem ud i en skål, tilsæt ca. en deciliter mælk og - bop-bop- en spiseskefuld mel plus lidt salt og peber. Pisk godt, men ikke for meget - sådan cirka så der ikke længere er bobler i dejen.
Den - selvfølglig (desværre ikke altid en selvfølge) - tyndskårne bacon ristes på en varm pande UDEN forudgående fedstof, please (I aner ikke hvor meget ANIMALSK fedt danske grise indeholder! - ok, muligvis grise i det hele taget :)). Når de er rigtigt sprøde, lægges de på noget fedtsugende - et stykke sammenfoldet køkkenrulle er OK. Hæld noget af fedtet fra panden - gem det! Det er fint til en sildemad, evt. med lidt overflødige ristede løg.
Og SÅ hælder man æggemassen/dejen på den stadig hede pande og rører godt rundt. Når den er ved at få en fast bund (tjekkes med spartlen (eller hvad sådan én nu kaldes - for mange murabejdsmænd i min karriere?), sådan pø om pø), smider man baconskiverne på. Cirka her omkring kan man også (DET elsker jeg!) smide nogle tomatbåde ned i retten.. Og SÅ skruer man ned for varmen, helt -helt ned. Lægger et grydelåg på, eller - om ikke andet - noget staniol. Efter ca. 15-20 minutter er æggekagen færdig. Og SÅ drysser man masser af finthakket purløg over. DET SIDSTE ER HELT OBLIGATORISK!!! OG!!! - det skal IKKE gøres mens retten stadig er på plusset! Purløg skal IKKE varmes op!!!
Men vi er ikke færdige endnu: Der skal selvfølgelig RISTET RUGBRØD til denne ret. Det klarer man mens kagen bager!!. Og det rugbrød man bruger må godt være noget dag/to-dages-gammelt noget - det gør det kun bedre - bare prøv. Og så skal rugbrødsskiverne selvfølgelig smørres med Dijon-sennep (IKKE sød Bornholmersennep mv., som jeg ellers vil anbefaler til så meget andet), inden æggekageskiverne lægges på.
Og dertil øl og brændevin.
Hold kæft hvor kunne jeg godt tænke mig at invitere Villy og Helle til sådan noget. Men jeg tror nu heller ikke det ville føre til en skilsmisse, sådan billedligt talt.
Men alle I andre er selvfølgelig også hjerteligt velkomne. Men ring lige i forvejen.

Ingen kommentarer: